Reduktion af mandler hos børn.
Forældreinformation.
Generelt om indgrebet.
Operationen foretages ved meget store mandler, der medfører spisebesvær, vejrtrækningsbesvær, snorken eller pauser i vejrtrækningen under søvn hos børn.
Operationen medfører bedre plads i svælget, hvorved ovenstående gener mindskes eller forsvinder.
Operationen foretages i fuld bedøvelse gennem munden, og der vil ikke blive nogle synlige ar.
Inden operationen.
Såfremt barnet er sygt og/eller har feber, bedes I kontakte klinikken på tlf. 44 97 47 30.
På operationsdagen.
Det er vigtigt at barnet er fastende inden operationen. Det betyder, at barnet ikke må spise eller drikke i 6 timer inden operationen. Det er tilladt, at drikke klare væsker (saftevand eller vand) indtil 2 timer før operationen. Barnet må ikke drikke mælk eller juice som indeholder frugtkød.
Barnet må ikke få slik eller tyggegummi i fasteperioden.
Det er vigtigt, at barnet er korrekt fastende. Ved mindste tvivl herom, aflyses operationen.
Om bedøvelsen
Reduktion af mandlerne foregår i fuld bedøvelse. Bedøvelsen varetages af klinikkens faste speciallæge i anæstesiologi Søren Lauersen. Det foregår traditionelt ved inhalation af narkosegas på maske. Mens barnet er bedøvet sikrer narkoselægen sig, at barnet sover trygt og er smertedækket under indgrebet.
Forældrene er til stede på stuen når barnet bedøves og igen i opvågningen. Bedøvelse forlader hurtigt kroppen. Indgrebet varer ca. 20-30 minutter.
Efter operationen/komplikationer.
Når barnet er vågent, observeres barnet i klinikken i ca. 30 min. Når barnet har det godt kan familien tage hjem. Barnet bør transporteres hjem i bil og der bør være to voksne i bilen.
Den første dag efter operationen anbefales kold, blød kost. Herefter kan der spises og drikkes frit.
Det anbefales at holde barnet hjemme den første uge efter operationen.
Komplikationer til indgrebet er primært blødning (og i sjældne tilfælde betændelse). Blødningsrisikoen er størst i det første døgn. Såfremt det opstår, skal barnet sættes op og gives isterninger. Standser blødningen på det, kan man se an. Bløder det fortsat eller bløder det meget skal man straks kontakte læge eller ringe 112.
Kontrol efter operation.
Efter operationen vil der tilbydes kontroltid ca. 1 mdr. efter operationen.